torsdag den 4. december 2014

534 days

534 days since my exchange adventure ended.

It has been a while since I wrote on my blog last time. I've needed the time to recover and let all of my experiences sink in and work through them. Being an exchange student was way harder than I ever could have imagined. I've learned a lot. But I've certainly gained lots of scratches to my soul. A year like this should teach you lessons not leave you wounded.

When I first arrived to America I had no idea what would happen. Emotions like loneliness, real happiness, anger and to feel appreciated was out of a sudden something I could feel. I was taught to hold my tongue and care for people. But also what I want to put up with. Don't get me wrong - I was no angel but what I had to go through was not for a 16 year old girl with insecurities.

There were times (actually a lot of them) where I wanted to return to Denmark and never look back. Go home before I was suppose to and find peace. But would that fix anything? Probably not. I held on and I am so proud.

But why didn't I leave if I felt this bad? The reason why my exchange year was as great as it was, was only because of my friends. And I want to thank you. All of the friends that I still talk to, the friends that I have spoken to a few times, the friends I've Skyped, the friends that I haven't spoken to since I left, and the friends I made in Civic with Mr Spiece or my drama class with my favorite teacher Ms Morrone. THANK YOU. I could not have made it without you. Everytime I thought about giving up or going home, you were the reason why I stayed. I will never be able to thank you enough.
But a special thanks to you, Rebekah, for letting me stay with you and your family while I visited the Spring 2014.

I don't know if I'll ever return. The plan was not to, but somehow I still got to see some of my best friends again. And I wouldn't trade it for anything.

This was all. Thank you for following my adventure in the amazing States. I'm out!

tirsdag den 18. juni 2013

PÅ VEJ HJEM

Det er hårdt at sige farvel. At græde så meget, at hovedet gør ondt. At vinke farvel. At se mine kære bryde ud i gråd. At stå på flyet og hive efter vejret. 

Mit hoved drejer. Er forvirret over min egen tankegang, der konstant forstyrres af en bankede hovedpine. Købte en kanelsnegl, da jeg skulle forkæle mig selv lidt, og den sorte fyr bag disken lyttede interesseret til, hvad jeg havde at fortælle. Han var så sød, han gav mig endda rabat for at "being pretty," hvilket løftede mit humør lidt. 

Snart står jeg på flyver nr. 2, der er forsinket en time. Fra 18.45 til 7.55. Så, der skal løbes i Chicago, hvor jeg så kun vil have to timer til at finde min flyver til Frankfurt. Efter Frankfurt går turen selvfølgelig til Kastrup, hvor familie og venner vil samle mig op. Hvor jeg glæder mig. Nu kan tiden ikke gå hurtigt nok, og forhåbentlig vil jeg få mig noget søvn i flyveren. 

Xoxo

søndag den 16. juni 2013

fredag den 14. juni 2013

TIK TOK

Tiden flyver, og dagene passerer alt for hurtigt. Jeg kan nu tælle på en hånd, hvor mange dage, der er til, jeg er på dansk jord igen. Til jeg atter kan kramme de, jeg har savnet i 10 måneder og 10 dage. Det føles som om, jeg lige er landet, men samtidig føles det som om, jeg har været her for evigt. Blandede følelser. Meget blandede følelser. Den følelse, jeg har i kroppen, nyder både at være her, men samtidig vokses der også en begejstret sommerfugl i min mavse. Faktisk er kufferten så godt som pakket, kasserne skal sendes afsted, også er jeg officielt på vej hjem! Det er svært at prioritere sin tid, når jeg har så mange at skulle sige farvel. I går havde jeg en farvel fest, og det var skræmmende at vide, at jeg aldrig kommer til at se 80% af dem igen. Folk, der betyder hele verdenen for mig lige nu, vil om få måneder eller år blot være minder. Er det ikke skræmmende? De venner, der venter på mig i DK, er folk, der har gidet holde ved. Og nej, det er ikke kun de mennesker, jeg har holdt kontakt med, men de mennesker, hvor jeg kan mærke, jeg egentlig har savnet dem. Det er virkelig gået op for mig, hvem jeg holder af, og hvem der blot er facade.

Senere i dag vil jeg poste billeder fra min farvel fest.  

onsdag den 12. juni 2013

GIGIS GRADUATION

 Det tog dem 2 timer at graduere 4 unge, kloge, stolte mennesker. Gigi havde en fantastisk, sjov og medrivende tale, der fik os både til at grine, men også efterlod os med en lille tårer i øjenkrogen. I aften skal jeg højst sandsynligt med Freddie til hendes skoles graduation, da jeg missede min skoles i går. Men jeg havde en fantastisk aften med min ven Chad, så jeg overlever nok.

tirsdag den 11. juni 2013

THIS IS THE END

Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte. I dag er der en uge til, jeg vender snuden hjemad... Hvor blev tiden af? Det er en drænet følelse, mit hjerte er efterladt med, når min tankegang bevæger sig over mod alle de farvel kram, jeg så snart skal give. Mange af disse mennesker vil om få år ikke engang kunne huske mit navn, men de rigtige venner vil holde ved. Det er en skræmmende følelse.

De sidste uger har jeg tilbragt ved poolen, sammen med venner, gøre sig klar til eksamener, hvilket nu er overstået, så jeg har sommerferie(!!!), og ved at pakke mine ting. Jeg har ikke haft mulighed for at poste billeder, hvilket dræbte min bloggelyst.

Dette år har været ubeskriveligt. For 10 måneder siden, stod jeg på en flyver og havde ingen idé om hvor meget, der ville ske. Det er helt uvirkelig så hurtigt tiden gik. Først var det allerede Thanksgiving, så var det Jul, efter hvad der føltes som en uge, også var der Spring Break, der nu allerede er et godt stykke væk, men det føles stadig som i går. Ord kan ikke beskrive, hvor meget jeg har lært om mig selv. I der har læst med gennem hele året kan nok godt huske, da jeg skrev mine mål ned. I kan læse indlægget her.

Jeg har valgt ud de tre mål, hvor jeg kan mærke, jeg kan mærke den største forskel.

Få venner for livet

Jeg kunne skrive "a million miles long" liste over, alle de venner, jeg har fået gennem dette år. Forhåbentlig de rigtige vil stay in touch, men det bliver også hårdt arbejde. Mine første dage of High School gik ud på at møde så mange mennesker, som overhovedet muligt. Jeg gik ind i store grupper og sagde "Hey, my name is Caroline. I'm an exchangestudent from Denmark, do you wanna be my friend?" Nogle af de mennesker, har jeg ingen idé om, hvem er, nogle af dem blev mine bedstevenner. 

Lære mig selv at kende
Hvordan kan du ikke lære dig selv at kende, når du er så langt væk hjemmefra? Ærligtalt ved jeg ikke, om jeg har lært mig selv bedre at kende, eller om jeg har forandret mig uendeligt. Jeg har stadig de samme værdier, men jeg har nye erfaringer.

Stay happy
Jeg er glad! Og det er officelt. Det var en lang, brav kamp, men jeg kan nu ærligt sige, jeg er glad. USA har lært mig uendeligt meget. Det er en helt anden Caroline, der træder ud af flyveren i DK, om en uges tid. En Caroline, der elsker at leve. 

Jeg er jo lige ankommet! Hvor er det underligt. Allerede om 2 dag holder jeg min afskedsfest. Mit hjerte hører til i Danmark, men hvor jeg kommer til at savne dette eventyrland, jeg har tilbragt mit år i. 

søndag den 19. maj 2013

AT TAGE HJEM...

Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde. Det er ikke, fordi det vilde sker pt, men jeg har bare en stor summen af uro i min krop, der i bund og grund er nervøsitet. Min mave slår knuder bare af at tænke på at skulle hjem. Der er mindre end en måned til, jeg atter sidder i flyveren. Hvad skal jeg føle? Hvad er det rigtige at føle? Jeg rejser væk fra min familie og bedstevenner for at rejse hjem til min familie og bedstevenner. Følelserne er helt ude på tøjet, når det kommer til snakken om at skulle hjem. Det er jo et faktum, men det virker så så surrealistisk. Som om, det bare er en drøm. Når jeg rejser hjem, vil det jo ikke være hjem til den hverdag, jeg havde dén gang, da jeg rejste fra Danmark. Det er en ny skole, nogenlunde de samme venner (altså de der har holdt kontakten med mig) og en ny Caroline. Jeg føler mig helt anderledes fra, da jeg tog afsted. Jeg er mere voksen. Der er stadig lang vej, men jeg har taget et stort skridt i den rigtige retning. At tage på gym havde ikke været det rigtige for mig tilbage i august 2012. Jeg var ikke klar. Der var mange mennesker, vaner og omgivelser, jeg skulle have en pause fra. Det ville nok have ødelagt mig en smule. Nu ved jeg, hvem jeg er, og hvad jeg står for. Der har hvertfald rammet sig et bedre billed.

Hvis jeg må være helt ærlig... Jeg er nervøs. Og bange. Lige som da jeg tog afsted. Hvad møder mig på den anden side? Hvordan vil min hverdag forme sig? Hvilke mennesker vil jeg omgåes? Men jeg er ung. Selv hvis det hele "fucker up," så er det ikke min sidste chance for at starte på frisk.