Misforstå mig nu ikke, men...

Jeg har et problem. I vil sikkert grine og mene, jeg er latterlig og beklager mig over ingen ting, men det er virkelig begyndt at gå mig på. Der er alt for mange drenge, der giver mig dårlig samvittighed. De erklærer deres kærlighed til mig, men jeg føler slet ikke det samme for dem. Overhovedet. Drenge for mig pt er bare et no go af flere årsager. Jeg har en følelse af, jeg slet ikke kan have en drengeven, uden de putter mere i det end blot en venskab. Personligt er jeg slet ikke into alt det der kæreste- og flirtefis, så det irriterer mig inderligt, jeg ikke kan have en drengeven, uden de lægger alt muligt i det. Jeg har kun nogle få venner, hvor jeg ved, begge parter ser hinanden som venner og hverken mere eller mindre. Der snakker jeg bl.a. om Brandon, som jeg introducerede jer til her. Det går mig inderligt på, da jeg ingen tillid har til fyre længere, hvilket tildels jo er et skridt i den rigtige retning for mit vedkommende. Det er dog træls, da størstedelen af mine venner er drenge. De er bare så meget nemmere at snakke med. Pigerne på min skole er meget fokuseret på fyre, sex, popularitet og at tale bag hinandens rygge. Nikke nej, venner, den er jeg sgu ikke helt med på. Dog irriterer det mig, drengene fokuserer så meget på udseendet. Ja, jeg er blond, mellemhøj, har blå øjne og er ikke ligefrem overvægtig. Der var også en fyr, der påstod at han stoppede med at tage stoffer, fordi han ville gøre alt, hvad der stod i hans magt, for at gøre mig glad, og at han startede igen, fordi følelserne gengældt. Der røg det venskab. Hvor fantastisk. Hold kæft, hvor kan drenge dog også gå mig på, de båtnakker.