Confession

Jeg har en tilståelse. Jeg syntes godt nok svært med det med maden. Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal starte det her indlæg, men jeg vil forsøge, så godt som jeg nu engang kan.

I dag var vi ude på et KÆMPE kampskib, or so. Vi var nede, der hvor alle arbejderne var. Og nøj, hvor var der varmt. Dårlig udluftning, trods en masse ventilatorere og høj temperatur. Oven i hatten havde jeg kun fået spist en yoghurt (med jordbær, mums) til morgenmad, og jeg fik vidst ikke engang drukket et glas vand. Så imens vi gik rundt og tog billeder af det enorme skib - alt herovre er bare større! - begynder jeg langsomt at få kvalme. Og som den kæmpe idiot jeg er, siger jeg jo selvfølgelig ikke noget, da jeg helst ikke vil være til besvær. Det ender dog ud i, at da vi så havde set hele underdelen af skibet og skal til at gå op og se den øvre del af det, at jeg så siger, "I think I'm done for now," da min krop slet ikke kunne holde til mere. Sved, kvalme, tørst. Vi smutter så ind i souvenirshoppen, og der tager kvalmen for alvor fat, selvom der er rigelig med aircondition. Imens min værtssøster betaler begynder jeg så at blive svimmel. Min værtsfar spørger, "Are you alright, Caroline?" og jeg må jo ærligt svare nej. Han tager så min hånd, hjælper mig op, og vi går ud. På vej hen til bilen, begynder alting så at lysne helt vildt, jeg bliver vildt svimmel, tumler rundt, og alt bliver utydeligt. Jeg tror aldrig i mit liv, jeg har været så tæt på at besvime. Og alt sammen på grund af min skide forfængelighed. Øv, Caroline!

Det bunder jo alt sammen i, at jeg frygter mere end noget andet at blive fed, hvilket er noget fis, hvis jeg bare træner. Men jeg har alligevel den her evige stemme inde i mit hovede, "Er du nu sikker på, du kan spise det her?", "Hvor mange kalorier er der ikke lige i det her?". Jeg spiser, indtil jeg er mæt og prøver på at undgå de der små fristelser som chips, chokolade, sodavand og alt det der. Det er selvfølgelig svært, og endnu sværere, hvis jeg nu også er sulten. Det kan I alle vidst nikke enige med til.

Jeg kan nok ikke undgå at tage på, men jeg vil da gøre mit ypperste for ikke at lade det ske.