Sweet 16 + Året, der gik

En masse opdatering i dag, men jeg har jo meget at samle op på. I går aftes var jeg til Rebekah's Sweet 16. Hun var noget så smuk, og jeg knep en lille, sentimental tårer, da hun trådte frem i sin kjole. Hun er allerede fabulous, men hun var STUNNING i går. Jeg havde en hyggelig aften i selskab med de sødeste mennesker. På billedet til højre ser I John, som er en sødert. Aftenen bød på dans, som jeg er ekstremt dårlig til, cupcakes, mad, hygge, kram, billeder, grin og latter, snak, sodavand og pænt tøj. Alt i alt en dejlig aften herligt selskab. Det var super lækkert at se alle folk igen, og se hvad de havde fået i julegave. Jeg har dog stadig en masse mennesker, som jeg glæder mig til at give en krammer, når skolen igen starter. Jeg har ikke set dem i mindre end to uger, og jeg savner dem allerede af helveds til. Jeg dør jo, når jeg engang tager hjem. Hjemveen til jer derhjemme kan jeg godt holde ud, men her ved jeg jo, det kun er et år, som jeg aldrig kan komme tilbage til. Snart er det nytår, og jeg kigger tilbage på året, der gik. Et år tilbage sad jeg og var herre nervøs over, hvordan jeg skulle overleve dette år. Ja, det er hårdt til tider, men det er alle tårene værd. Det er nærmest skræmmende, jeg allerede skal hjem om 169 dage. Tiden flyver. Men d. 8/8 2012 begyndte mit livs rejse. Da jeg først tog afsted, slog jeg mig selv i hovedet over, hvorfor jeg dog udsatte mig selv for det her. Et år væk fra mine trygge rammer. Kontrolfreak'en blev slået fra, også gjaldt det bare om at slå koldt vand i blodet. Allerede nu kan jeg nævne en håndfuld venner, der har haft impact på mit liv. Jeg tog afsted for 144 dage siden, og det har været lidt af en rutsjetur. Jeg har haft dage, hvor alting blev for meget, for hårdt, for uudholdeligt. Nogle gange har kampen været for sej, når jeg ikke har haft mor og far ved min side. At jeg ikke har set mine kære over andet end Skype i snart i 5 måneder. D. 8/1/13, har jeg været på Amerikansk jord i 5 måneder. Det er da skørt at tænke på. Intet godmorgen kys på kinden fra mor inden jeg smutter i skole. Ingen far til at trøst mig, når verden virker led og tarvelig. Bare alt. Men jeg er glad. Der er mange dage, hvor jeg slet ikke vil hjem! Hvor jeg ville ønske Jacksonville, North Carolina var mit permanente hjem. Det eneste, der mangler, er mine kære. Med jer, så ville alt være perfekt.
2013 bliver et minderigt år, det er jeg garanteret. For med det dejlige selskab, som jeg er i her, så kan det godt ende godt. Og at der så venter noget lige så dejlig på mig derhjemme, giver mig bare endnu mere at se frem til.