onsdag den 26. september 2012

Creepy experience

Som I kan se, er mit hår tilbage ved det gamle. Jeg savner allerede min pink hår! Men så er det jo heldigt, jeg stadig har mere farve tilbage...

I går var en blandet dag. I mit homeroom kom der nervøst en dreng hen til mig og spurgte om, jeg ville være hans date til Homecoming. Jeg svarede dog pænt nej tak. For at være helt ærlig, så løj jeg faktisk. Jeg fortalte ham, jeg havde en anden date.. Hvilket ikke passer. Ups. Men en hvid løgn fandt jeg passende i denne situation. Jeg ville jo heller ikke gøre den arme dreng ked af det! Derefter fløj dagen afsted, jeg fik øvet til Talent Showet, jeg fik købt min Homecoming t-shirt (hele $10, men det er jo kun en gang i livet for Søren...), og jeg fik mig endnu en væmmelig oplevelse; en dreng fra min korklasse, som jeg plejer at snakke helt vildt godt med, og som normalt er helt almindelig, fik et virkeligt mærkeligt anfald i dag. Han virkede næsten som om, han havde taget et eller andet. Han var utilregnelig, og som en af mine veninder, Morgan, sagde, "Det er som om, han vil dræbe alle folk inde i rummet." Han var ikke direkte voldelig, men hans opførsel gjorde mig utryg. Det første, han sagde til mig, da han kom ind i rummet, og jeg hilste på ham, var "I can feel something weird is going to happen soon..." Jeg bed ikke mærke i det, da jeg havde hørt, der ville opstå drama i klassen i dag = for mange store personligheder inde for et for lille areal. Da vi så varmede op, stod han bare og stirrede ud i luften, og som den lille bisse jeg er, så kiggede jeg over på ham, sagde til ham "Come on, sing! You can do it!" med et glimt i øjet. Han rystede blot hovedet og svarede, "No, my brain isn't working. I can't sing. My brain isn't working.." Derefter tog hans underlige opførsel fart, og han begyndte at blive utilregnelig. Jeg var dog ikke skræmt, da jeg kender ham rigtig godt, men det var der andre i rummet, der blev. Midt i klassen vælger han så at tage sin rygsæk på, forlade lokalet uden nogen opdager det, komme tilbage, for så at forlade lokalet, for så at gå til kontoret for at gå hjem. Folk spørger ham, om han er ok, men han svarer bare nærmest med grød i stemmen, "No, you're testing, you're all testing me!" og forlader rummet. Jeg spørger min lærer, der er lige så snotforvirret, som jeg er, om jeg må løbe efter ham og spørge ham, om han er ok. Da jeg kommer ud af rummet, ser jeg ham spænde ned mod døren til kontoret. Jeg skriger hans navn, han vender sig om og går tilbage til mig. Hans øjne flakker rundt, jeg kan se på hans vejrtrækning, at hans puls er i top, og han har sved på panden. Jeg spørger ham, hvad han mener med, at vi tester ham, altså prøver ham af. Til det er hans svar blot, "Like this! You're testing me!", hvorefter han løber fra mig igen. På vejen tilbage til mit klasselokale, ser jeg ham gå med en dame, som jeg ikke ved, hvem er, ind i en bil. Klassen er en smule rystet, men vi forsætter som om intet er hændt...

2 kommentarer:

  1. Trist historie, men du har nok ret i din antagelse i, at han enten er på "noget" eller på sammenbrudets rand. Set fra min optik gør han absolut det mest rigtige; søger hjælp hos en voksen...
    Knus.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har snakket med en lærer om det, da han også skrev nogle lidt besynderlige beskeder til mig. Du opdateres senere.

      Slet

Ris og ros modtages gerne, men spydige kommentarer vil blive fjernet.