ME

Dette er mig. Nøgen for alt make-up og facade, der så nemt kan bygges op. Sårbar. Ser du mig? Eller ser du, hvad du ønsker at se? Det er så meget lettere blot at passere folk, der er håbløse, alene og fortabt. Det er så meget nemmere blot at bekymre dig om dig selv og den cafétur, du skal på i morgen. Det er skæbnen, de mennesker, du møder. Intet sker ved tilfældighed. Har du grebet dine chancer hos de mennesker, der har kommet ind og ud af dit liv lynhurtigt. De mennesker, vi ikke engang bemærker. Det kan være kassedamen nede i Netto, som vi bare kigger på, siger hej til, og som vi egentlig ikke bider mærke i. Det kunne have være din sjæleven. Der er kæmpe chance for, det ikke var, men tænk nu hvis? Tænk på bare en togtur til København fra lille Virum af. Alle de historier, som menneskerne omkring bærer på. En har været alkoholiker, damen i hjørnet har været voldtaget, den lille knægt med bedstemoderen har lidt mistet sine forældre. Jeg spørger ofte mig selv, hvor mange mennesker, jeg, igennem mit liv, har kigget på, men aldrig virkelig set. Personligt, har jeg også oplevet at folk har kigget på mig, dømt udfra mit udseende, hvem jeg er, og de har ikke set den rigtige Caroline. Men hellig er jeg jo ikke, da jeg selv har været god til at dømme. Tænk, hvis vi alle var blinde. Hvem var der så at imponere? Det er et godt spørgsmål, som jeg finder rigtig svært at svare. Ikke fordi jeg behøver et svar, men det er et sundt spørgsmål at stille sig selv. Har du følt dig alene? Fortabt? Knust? At ingen kunne sætte sig i dit sted og forstå de følelser, som du bærer inden i? 

Jeg kan love dig én ting, min ven - du er ikke alene.