Hvorfor behøver jeg virkelig at have så meget kogs i mine følelser? Lige pt ligger jeg syg i min seng. Klokken har slået lidt over midnat, og jeg er i live. Jeg hører om flere og flere udvekslingsstudenter, der vælger at tage hjem pga. af hjemve og andre sørgerlige grunde. Nogle har slet ikke valget, det kan enten skyldes psykisk eller fysisk nedbrydelse. Jeg frygtede dette år mere end noget andet. Siden jul, som jo er et år siden nu, har jeg været stresset og ked af, jeg skulle væk. Mine tætteste venner kan godt nikke genkendende til det. Jeg har grædt, jeg har været stresset, jeg har haft lyst til at droppe ud. Men hold da helt ferie, hvor er jeg glad for jeg tog afsted. Mine forventninger for dette år var helt i bund. Jeg regnede med, det ville blive et endeløst helvede. Men det var det ikke. Det er lettere, end jeg forventede, men alligevel virker denne tur så LANG. Et eller andet sted glæder jeg mig sådan til at kunne kigge tilbage på dette år, men samtidig så er det jo også spild af tid at skynde sig.
Til tider kan jeg lægge i min seng og græde mig selv i søvn, fordi jeg bare længes hjemad. Andre dage kan jeg blive helt sørgelig over, jeg snart skal hjem. Det er så underligt. Bare tanken om at træde ud af flyveren og se min familie igen, giver mig tårer i øjnene, og jeg ser lys for enden af tunnelen.
Forresten så holder jeg ikke jul i år. Eller jo, du ved med gaver, træet, maden, men mentalt gør jeg ikke. Jeg vil skåne mig selv fra det. Lyder åndsvagt, men det giver mening i mit hovede. En beskyttelse for ikke at blive for sårbar i denne vigtige højtid. Min hoved banker, næsen er stoppet, og jeg burde sove. Har været lidt ved siden af mig selv på det sidste. Men jeg er glad. Rigtig glad.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Ris og ros modtages gerne, men spydige kommentarer vil blive fjernet.