Mærkelige drømme

I nat havde jeg en mærkelig drøm. Jeg drømte, jeg blev rykket til en ny familie, faktisk min værtsmors mor, også blev jeg sendt hjem. Eller... Jeg ved ikke, om jeg blev sendt hjem, men før jeg nåede at se mig omkring, så stod jeg i lille Virum igen. Så gik jeg rundt på min gamle skole, men den var helt tom.

Og det er her, jeg slår øjnene op og kigger rundt i mit amerikanske værelse. Tilbage til virkeligheden. Hjemveen rammer mig med et slag, og tårerne presser sig på. Jeg giver min bamse, Nanna, et klem, hvis ansigt dufter af min mor, da jeg har sprøjtet hende med min mors parfume, til når jeg har brug for at komme et øjeblik tilbage til Danmark, og tager mig sammen til at stå op. Resten af dagen går på at vandre lidt rastløst rundt, spise pizza, vandmelon, Ben and Jerry's, have ondt af mig selv og pleje mit ego.

Hjemveen kommer i bølger og rammer mig, når jeg mindst forventer det. Det er sjældent om aftenen, men enten om morgenen eller midt på dagen, når jeg har en kort stund i mit eget selskab. Den kommer langsomt snigende og breder sig langsomt, men smertefuldt som gift, ud i hele min krop og ender ud i en stikkende kvalme og et sug i maven, der skriger, "JEG VIL HJEM TIL DANMARK!" Det er en forfærdelig følelse, jeg meget gerne ville være foruden. Men det er svært at efterlade alt det, der betyder så meget for mig hjemme i Danmark. Mine venner, især mine gode venner, min familie, mit værelse, mit klaver, min have, maden, aftenturene, lortevejret, stemningen, timerne foran tossekassen med mor og far, bare alt i Danmark. Men det der trykker mig aller mest er, jeg ikke kan forholde mig til, at der er 318 dage til, jeg senest står på dansk jord igen. Det virkelig så uendeligt langt væk, og det er, når jeg mindes det, at hjemveen virkelig rammer. Jeg vil gerne snart få skabt mig en hverdag, så jeg i det mindste har noget at forholde mig til.