TIME

"It's funny how day by day nothing changes but when you look back - everything is different."

Tiden flyver omkring ørene på mig. Jeg kan næsten høre suset i mine øre, og det lille skub den giver, når den passerer mig. Noget har forandret sig. Hvor, hvornår og hvordan ved jeg ikke. Men det er tydeligt. Den måde min tankegang går, min tilgangsmåde til hverdagen, og hvad den byder, generelt mit humør, men også hvordan jeg agerer omkring mennesker. Det ramte mig den anden dag, hvor stor en forandring dette år har givet mig. Aldrig, aldrig, aldrig ville jeg gå igennem de samme forfærdelige situationer, som jeg har gået igennem dette år, igen, men alligevel ville jeg på igen måde bytte dette år for noget. Hvordan kan det hele bare have fløjet forbi, uden jeg opdagede det? I begyndelsen af året, havde jeg så travlt med at komme hjem igen, og nu har jeg en klump i maven bare ved tanken om at skulle hjem igen. Det er udentvivl ikke den samme Caroline, der vil stå af flyet i Kastrup lufthavn d. 19. juni, som mine forældre gav slip på d. 8. august. Meget har forandret sig. Jeg har lært at være glad. Jeg har lært at skide på andre folks mening omkring mig, men stadig tage det i forbehold. Jeg ved, hvad jeg kan gøre, og hvor grænsen går, og det hele bliver for meget. Jeg har lært at passe ind uden at forandre, hvem jeg er.

Billedet foroven viser to Caroliner. Billedet illustrer Caroline, der bogstavligtalt lige var ankommet til staterne. Det er det første billede, jeg tog her, udover det billede jeg tog med Frederikke i lufthavnen i Charlotte. Billedet til højre er Caroline, så sent som i går, der, til forskel fra det andet billedet, har langt mere make up på (grundet koncerten), men hun er også mere voksen. Der er stadig meget at lære, men det er jo derfor, vi er til - for at lære. Verden ville være et sørgeligt sted, hvis alt allerede var lært, og det hele bare var en dans på roser.

Det er sjovt, som alting bare er perfekt, når det lakker mod enden. Det er sgu nok ikke noget, jeg burde skrive her, men jeg har fået mig en kæreste. Der er 7 uger tilbage, så det er den dummeste idé, jeg nogensinde kunne have fundet på, men det virker bare så rigtigt. Det er forbi, når jeg tager hjem, men jeg gider heller ikke bare lade det passere, når jeg nu har chancen for at være glad. Og denne gang er det ikke bare en dum lort, som jeg holder fast i, fordi jeg har problemer med at give slip, også lader jeg ellers lortet flyde over mig.

Hvad meningen med dette indlæg egentlig er, at du indser ikke, hvor stor en forandring, der er sket, før det en eller anden dag rammer dig som regn fra en blå himmel. Der sker måske ikke det vilde fra den ene dag til den anden, men i det store billede er intet det samme længere.