TANKER FRA EN ÆRLIG UDVEKSLINGSSTUDENT

Det er midnat, og jeg burde seriøst sove. Jeg har lige snakket med John på telefonen, men min telefon døde, så det gjorde vores samtale også. Den dør altid, når jeg taler med ham på telefonen. Måske jeg skulle overveje at oplade den? Whatever.

Det er en nat som denne, hvor jeg føler alt bare er unfair. Andre udvekslingsstudenter lader til at have det perfekte liv på facebook - de har ingen problemer haft med værtsfamilien, intet drama, en masse søde venner, de tager ikke på, osv. osv. osv. 

Jeg har taget på, ja. Det er et virkelig følsomt enme for mig. Mange af mine venner siger, jeg er skøn, som jeg er, men det er i sidste ende mig, der skal kigge mig i spejlet og acceptere det spejlbillede, der møder mig. Jeg burde træne, men jeg har bare denne her metaltræthed, hvor jeg stresser for meget over det til at gøre noget ved det. 

Derudover skændtes jeg selvfølgelig med venner, især Romel, da vi jo er som søskende. Jeg har fået en normal hverdag og har lidt mistet den nyhedsværdi, som jeg havde, da jeg først ankom her. Det er lidt surt ikke at være midtpunktet hele tiden, for det havde jeg vænnet mig til at være. Det er ikke, jeg havde forventet det, men det er altså en luksus at få en hel masse opmærksomhed fra mine venner. Verden er ikke længere en lyserød sky, hvor alt er perfekt, og alle kan lide mig. Jeg er fra en dag til en anden blevet kastet ind i en hel ny "realitet," hvor det ikke er alle, der kan lide mig. Overraskende mange har ikke brudt sig om mig, mest af alt voksne, nogle af dem har deres grunde, hvor andre bare skaber sig. Jeg er godt og grundigt træt af drama. Hvordan kan amerikanere leve sådan her hele deres liv? Mange af mine venner siger, High School er rigtig slemt, når det kommer til drama, men jeg har da nu set, at nogle aldrig rigtig bliver voksne inden i. Desværre har jeg haft langt mere modstand, i de måneder jeg har været her, end jeg aldrig nogensinde havde forestillet mig i min vildeste fantasi. Allerede nu, kan jeg med stolthed sige, jeg har oplevet en masse, som mange unge mennesker på min alder nok ikke ville have kunnet klare. Søde kommende udvekslingsstudenter, bliv nu ikke skræmt væk af de modbydelige ting, der kan ske for dig, når du tager et år væk. Ja, du vil møde mennesker, der ikke vil kunne lide dig. Mit indtryk er, amerikanere ikke behøver en grund for ikke at kunne lide dig, de finder bare på en, selvom du intet har gjort dem. 

Et godt eksempel for dette kan være en af de piger, der var i min drama klasse, hun gik op til mig efter en måneds tid og indrømmede, hun havde været dødelig jaloux på mig, fordi nu kom jeg her og sang så godt, og hun havde følt, før jeg kom her, at hun var ved at få godt styr på det, også møder jeg op og "gør det så meget bedre." Jeg skriver bare de ordvalg, hun valgte at bruge. Hun indrømmede også, hun nok havde hadet mig, hvis det ikke var, fordi jeg havde gået over til hende, snakket med hende og været så udadvendt. Se - det gælder om at give sig fra start, for de vil finde en grund til at hade dig, hvis de virkelig vil. 

Jeg har 4 1/2 måned tilbage. Det er nu, jeg skal fokusere på de mennekser, jeg elsker og holder af. Det er nu, min kalender skal fyldes op - for jeg har stadig mange minder, jeg skal have oplevet. I morgen starter jo atter en ny dag.