MIN SITUATION

Dette billede er fra min fantastiske weekend i South Carolina med Frederikke og Sine. De skulle ned at aflevere deres hund hos deres værtsfars forældre og spurgte, om jeg ville med. Det sagde, jeg ja til, da jeg ellers bare ville tilbringe min weekend i deres hus. Jeg bor nemlig ikke længere hos min tidligere værtsfamilie. Det var en dejlig tur med julelys og alt for meget lækker mad.

Hvad der sker pt i mit liv; Jeg har skiftet værtsfamilie, og det har endt ud i at være mindre kaotisk. Jeg har 0 overskud, og jeg er lidt af et nervevrag. Aldrig har jeg grædt så meget, som jeg har gjort siden onsdag aften, hvor vi havde et familiemøde, og jeg fik taget skridtet til at skifte familie. Endelig. Siden har mit liv været ét stort rod. Først boede jeg hos min kontakt person, og nu bor jeg i en midlertidig familie, der består af en 49 år gammel dame. Hun er fantastisk. Hun har samme interesser som jeg, hun er sød, og hun forstår mig. Hendes navn er Beth. Jeg kom grædende ud fra mit værelse i går, da jeg måske skal skifte skole, da jeg havde speciel tilladelse til at gå på Swansboro, da min daværende værtsmor er lærer der. Den tilladelse forsvinder måske, da jeg jo ikke længere bor der. Jeg får svar i dag. Man kan vidst godt beskrive mig som midre nervøs. Der skal så lidt til at få mig til at græde, da jeg er helt ved siden af mig selv. I nat Skypede jeg med mine forældre, og der var det også virkelig svært at holde tårerne tilbage. Alt er bare kaos. Måske ser jeg de fleste af de mennesker fra Swansboro High School aldrig mere igen? Jeg er bare ikke klar til at forlade dem. Jeg KAN ikke tage at starte på en ny skole. Det var i skolen, jeg følte mig accepteret og elsket. Jeg havde givet mig 100% fra start, også sker det her. Hvor er et bare unfair. Og når jeg fortæller folk, jeg ikke vil skifte skole, siger de bare, skolen nok skal blive ok igen, selv hvis jeg skifter. I forstår mig ikke. Skolen er det eneste sted, jeg har følt som hjemme, også bliver jeg flået væk derfra. Det er som at rive en del af mit hjerte ud. De mennesker, der går på den skole, betyder alt for mig her i USA. Alt. Denne kamp virker så uendelig lang. Aldrig har jeg følt mig så svag. Jeg kan mærke, jeg begynder at lukke mig mere ind i mig selv. Jeg er ikke lige så udadgående. Jeg prøver at holde hovedet højt og fortælle mig selv, "Everything happens for a reason." Men det er svært. Så svært. Jeg er knust. Jeg er træt. Og jeg orker bare ikke mere.