Way to go

Tiden flyver, forskellige følelser, men klart en dominans af de gode. Vejret er stadig varmt her, i dag har det været op til 22 grader med bravende solskinsvejr. Hvis vi tager forbehold for, vi er i midt Oktober, så holder vejret sig imponerende varmt, og det fejres ved, jeg i ny og næ tager på stranden. Jeg har endda fået en anelse af en "tan-line," hallejuah. Håret er blevet lysere, smilet større, og verden har aldrig været smukkere. Vaske tøj, har jeg lært, rydde op på mit værelse, er dog noget, jeg stadig kæmper med, men at tage sagen i egen hånd og tage konsekvenser for mine handlinger, har jeg forbedret gennem mit ophold her.

Folk fortæller om, hvordan de lærer sig selv at kende på ganske kort tid, men jeg spørger altid "Hvem er jeg?" Selvom folk siger, jeg er god nok, har jeg alligevel denne her frygt for, folk på min skole vil indse, hvor latterlig jeg er, og at jeg slet ikke er så fantastisk, som de forestillede sig. Det er åndsvagt, jeg tænker sådan, men det er den pure, rene og skære sandhed. Frygten for, alle vil blive trætte af mig, og jeg vil stå alene tilbage, ruger i mig, mens jeg forsøger at overbevise mig om, at jeg faktisk er god nok. God nok til det her sted.

Mit liv på facebook og på bloggen bliver illustreret som om, jeg har det fantastisk herligt det meste af tiden. Jeg er glad, misforstå mig nu ikke, men jeg tager alligevel mig selv i at gå for mig selv, selvom der er en masse, jeg har muligheden for at snakke med. Jeg skubber folk væk. Det gør jeg altid. Før eller siden, vil jeg forsøge at skubbe dem væk på enten den ene eller den anden måde. Men det er blot et tegn på, hvor usikker jeg er på mig selv. Jeg sikre mig, de virkelig holder af mig, at de virkelig "care about me." Selvom jeg aldrig har været lykkeligere, så er livet ikke en dans på roser.

Jeg er glad, jeg er ked af det,
Jeg vil hjem, jeg vil blive her for evigt,
Jeg klikker godt med min værtssøster, vi skændes endnu en gang over ligegyldige ting,
Jeg griner, jeg græder,
Jeg er i USA