AT TAGE HJEM...

Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde. Det er ikke, fordi det vilde sker pt, men jeg har bare en stor summen af uro i min krop, der i bund og grund er nervøsitet. Min mave slår knuder bare af at tænke på at skulle hjem. Der er mindre end en måned til, jeg atter sidder i flyveren. Hvad skal jeg føle? Hvad er det rigtige at føle? Jeg rejser væk fra min familie og bedstevenner for at rejse hjem til min familie og bedstevenner. Følelserne er helt ude på tøjet, når det kommer til snakken om at skulle hjem. Det er jo et faktum, men det virker så så surrealistisk. Som om, det bare er en drøm. Når jeg rejser hjem, vil det jo ikke være hjem til den hverdag, jeg havde dén gang, da jeg rejste fra Danmark. Det er en ny skole, nogenlunde de samme venner (altså de der har holdt kontakten med mig) og en ny Caroline. Jeg føler mig helt anderledes fra, da jeg tog afsted. Jeg er mere voksen. Der er stadig lang vej, men jeg har taget et stort skridt i den rigtige retning. At tage på gym havde ikke været det rigtige for mig tilbage i august 2012. Jeg var ikke klar. Der var mange mennesker, vaner og omgivelser, jeg skulle have en pause fra. Det ville nok have ødelagt mig en smule. Nu ved jeg, hvem jeg er, og hvad jeg står for. Der har hvertfald rammet sig et bedre billed.

Hvis jeg må være helt ærlig... Jeg er nervøs. Og bange. Lige som da jeg tog afsted. Hvad møder mig på den anden side? Hvordan vil min hverdag forme sig? Hvilke mennesker vil jeg omgåes? Men jeg er ung. Selv hvis det hele "fucker up," så er det ikke min sidste chance for at starte på frisk.